Når traumet banker på ...

4th januar 2018

Når traumet banker på …

Digte som traumeterapi
Jeg vandt i en lodtrækning i en lukket FB gruppe.  En gruppe, som også er en eksistentiel gruppe. En gruppe af mødre (og fædre), som tager sig særligt af deres børn, fordi de er særlige og har særlige behov. Gevinsten – som viste sig at medbringe en sjælden gave – var et eksemplar af en digtsamling forfattet af Lise Dres, om det første år med et særligt barn – hendes datter Ida. Digtene er skrevet i de sene nattetimer og fra et sted eller steder, som ikke mange almindelige forældre kender til i samme grad som vi i den lukkede gruppe. Men selvom jeg er med i den lukkede gruppe – gik jeg måske også lidt i den vildfarelse, at jeg heller ikke helt kender stedet – eller stederne – hvorfra digtene er skrevet. Angsten, fortvivlelsen, sorgen, håbet, udmattelsen, opgivenheden, hadet, modstanden og kærligheden. Eller … jo, men ikke rigtigt – jeg har ikke ville erkende at jeg er blevet traumatiseret af de første år med Theodor og at alle de nævnte steder, er steder jeg har set og besøgt – og som har sat spor og forandret mig for altid.
Jeg tager det … med det søde

Jeg har godt ville være ved forandringen i alle de positive aspekter – såsom evnen til urokkeligt håb, evnen til at se hvert lille udviklingsskridt som et mirakel – at se livet og langsomheden, som et mirakel og at have fået en gave, der fik mig til at stoppe op og værdsætte livet og være mere nærværende i det – og elske mere end jeg troede muligt. Alt det vil jeg godt være ved – alt det fortæller jeg om …

Men – jeg har ikke lukket døren op til hvad det måske også har gjort ved mig: At have primalt raseri, som reaktion på intenst fysiologisk stress, til at skylle gennem mine årer og hver celle af min krop, mens jeg stod og vuggede et barn i mine arme på 17. time i samme døgn, for at han kunne sove bare lidt; At have kæmpet, som en brølende løve, mod alverdens fagligheder af større eller mindre kompetence for at beholde retten til at vurdere, definere og have et urokkeligt håb og tro på mit barn, hans liv og lysende fremtid, eller at tilsidesætte ALLE – og jeg mener ALLE – de absolut mest basale behov, for at opfylde mit barns behov for næring, behov for søvn, behov for at udskille (ja undskyld) lort og behov for kærlighed.

Digtsamlingen: Det første år

Og så fik jeg Lise Dres’ digtsamling “Det første år” i posten – helt uden at jeg havde gjort noget for det. Den har muligvis ligget der i dage, for jeg får ikke tømt den postkasse så tit og gjorde det kun idag, fordi jeg havde brugt det sidste sæt kontaktlinser … .

Og så begyndte jeg at læse. Og jeg begyndte at føle. Og jeg begyndte, at tudbrøle midt i håndværkere udenfor og min datters og mands afgang til aflevering i skole. Midt i at han kom hjem igen. Midt i det hele … faldt mine parader og traumet bankede på døren.

Det ubearbejdede og måske vigtigst – det uerkendte – traume. Det traume, der  ikke været plads til at erkende og håndtere. Det traume jeg har fortrængt. Af visdom, strategi eller nødvendighed – uanset så har jeg valgt at fortrænge det.

Og jeg genkendte på det dybest mulige niveau denne visdom og nødvendighed i Lises digt om netop det.

VÆLGER AT FORTRÆNGE

Vælger at lukke af

Vælger at skubbe væk

Vælger at fortrænge det jeg ved

At fortrænge bliver en overlevelsesmekanisme – en nødvendighed. I hvert fald for en periode, når man får ansvaret for et særligt barns liv med alt hvad det indebærer. At fortrænge kan være klogt. Nødvendigt. En forudsætning for, at man kan mønstre håb. Kampgejst. Trøste. Støtte. Elske. Sove.

Traumet jeg ikke ville vide af …

Det er ikke fordi jeg ikke ved om den traumatiserende effekt af, at få et barn med særlige behov og særlige udfordringer i livet. Det er ikke fordi, det ikke har været i fokus i mit liv. Ikke mindst fordi bevidsthed om, arbejde med og behandling af udviklingstraumer er en essentiel del af AKROBAT og den neuroaffektive psykologiske teori og pædagogik, som konceptet bl.a. bygger på. Derfor har jeg også respekt for, hvad ubehandlede traumer kan skabe af effekter i såvel mit som Theodors liv.

Det har bare været de andres … der har været i centrum for mig. Theodors traumer. Min mands. Vores datters. Jeg selv – har bare været den der holdt os flyvende og det krævede for en stund manglende erkendelse.

Timing og traumer

Mine egne behov og af mine egne sår. Dem har jeg stædigt ikke ville se. Jeg er overbevist om, at vores AKROBAT terapeut nok vidste, at de var der. Og at de skulle have plads på et tidspunkt. Jeg ved hun har haft øjne på mig – men også respekt og viden nok til, at lade mig flyve lidt endnu. Til at lade mig flyve indtil vi var ovre smult vand, hvor crash-landing ville være muligt uden for store skader.

Hendes indsigt, ro og overblik – samt respekt for nødvendigheden i, at holde sig flyvende i en kritisk periode, for at kunne være forælder til et særligt barn – har været vigtig.

Hun har hjulpet mig til at se kortvarigt på og forbinde sårene løbende, så de ikke forsvandt ned i det dybeste mørke ubevidste, hvorfra de ville kunne lave stor skade på et senere tidspunkt.Lige nok til at de var anerkendt, men ikke fik flyet til at styrte.

Hun var der, til at give plads til at slippe tøjlerne og kontrollen og styretøjet kortvarigt – fordi hun var en ‘andenpilot’ jeg havde tillid til ville kunne holde flyet og vidste, hvordan man bedst navigerer det under særlige forhold. En ‘andenpilot’ der havde set ‘flyvende katastrofer’ før og ikke var bange for alle de mange følelser – men havde afgrundsdyb respekt for, at vi overhovedet fløj og fløj så højt.

“Katastrofer” og konsekvenser

Hun gjorde det muligt at lukke op lidt ad gangen til konsekvenserne i og på mit liv og følelsesliv, af: At få at vide at der både er misdannelser og cyster på nyrerne (høj dødelighed og lav levealder), allerede døgnet efter han blev født. Af at se sit barn blive genstand for lægers nysgerrighed og skulle rejse sig mod deres definitionsmagt og stille kritiske spørgsmål, for at forhindre, at han fik elektroder (sat fast med små modhagere) i hovedbunden og skulle ligge for sig selv i 24 timer uden mulighed for kropskontakt med os, for at tjekke om der var noget påfaldende ved hjerneaktiviteten, der kunne forklare hans slaphed og dårlige trivsel. Af at få at vide, at han ikke havde cyster alligevel 7 dage senere – men samtidigt kæmpe med sondemad og forsøge at få amningen til at fungere på klokkeslet og hospitalsrutiner. Af ikke at komme hjem få timer efter fødslen som forventet, men først 4 uger senere og aldrig helt forlade hospitalet og dets sære folkeslag, men have “klippekort” til Børnemodtagelsen og insider viden om hvilke afdelinger, der har kaffeautomater og hvor de bedste stuer er.

Konsekvenserne af – at få at vide af en turnuslæge på genetisk, at han nok ville være kognitivt begrænset resten af sit liv – selvom hun lige selv med sin statistiske gennemgang af de forskellige mutationer og deletioner, der forårsager Sotos, havde sagt, at han tilhørte gruppen med overvægt af børn, der ikke var mentalt retarderede. Af at at gå til kontroller ugentligt i det første år. Af ikke at sove i de første 2,5 år, af at erfare, at Theodor har levet og lever med så store periodiske smerter (pga. refluks), at han “lukker” helt ned og ikke reagerer relevant på det. Af ikke at kunne få sit barn til at spise og lade ham leve af ammemælk, osterejer og chokoladekringler, bare for at sikre et kalorieindtag, der kan holde ham i live osv. osv.

FORTRÆNGTE TANKER

Fortrængte tanker finder vej

ud i min skælvende krop

De river og flår i mit indre

jeg bliver bange for at give op

Konsekvenserne af alle de mange mange oplevelser og følelser, som Lise Dres beskriver i sine  digte – og som jeg genkender med hver en fiber i min krop. Og som ryster den i sin absolute grundvold, men som jeg kun har skrabet overfladen i omfanget af.

Vigtige mennesker …

I alt det – er det afgørende med ‘andenpiloter’ og gode mennesker, der kan hjælpe med at kapere “katastroferne”. I mit tilfælde var det Pernille – vores terapeut – der var, som Lise Dres beskriver i det i digtet Lindas sang.

LINDAS SANG

Du kom som sendt fra himlen

midt i vores smerte

Din store, varme favn

trøstede mit slidte hjerte

 

Du kom med ro og varme ord

med smil og fødselsdagssang

Du gav os ro og overskud

til at kæmpe endnu engang

At det var sådan det var med Pernille – gik først rigtigt op for mig da jeg læste det – og måtte hulke mig gennem ordene, som jeg dårligt kunne læse pga. graden af taknemmelighed og omfanget af smerten, der gjorde den så stor – altså taknemmeligheden.

Digte som musik og terapi

Jeg er ikke normalt et menneske, der læser digte. Jeg har ikke noget imod dem. Jeg har bare altid haft svært ved at forstå dem. Jeg forstod som sådan heller ikke nødvendigvis Lises, men min krop forstod. Min krop genkendte. Min krop har erfaring, som hendes ord fik til at svinge i resonans, som de små udsagn spillede på, som toner i et requiem.

Digtene virkede på mig, som musik har virket for Theodor – forløsende, udviklende og frisættende. Det de satte fri var følelserne – de smukke og de grimme. De åbnede sårene, så jeg kan få kigget på dem og få dem lægt istedet for, at de om føje år gør mig invalid.

De fik det hengemte og uerkendte traume til at banke på. Min motor brød i brand og jeg oplevede det frie fald mod en crash-landing. Jeg – der har fløjet så højt i storm og mørke, navigeret så koncentreret i det nye liv vi fik da Theodor kom til.

Det er ikke fordi noget af det er tydeligt i ordene. Det er digtenes evne til at fremkalde en genkendelse af alt det mellem linierne. Det er følelserne der ligger bag de eksakte og udvalgte ord. Rummet som linjeafstanden og resten af siden giver til at mærke efter når de nogen gange kun 2-4 linjer er læst.

At lukke traumet ind – lidt ad gangen

Med digtsamlingen kan jeg lukke op for hukommelsen og traumerne lidt ad gangen. Jeg kan finde de følelser og fornemmelser, der er begravet i mine celler og mit centralnervesystem lige under overfladen og linde på låget til dem. Slippe dem ud lidt ad gangen, når der er et øjeblik og plads – og lægge låget tilbage når det bliver for meget.

Hvordan behandler man sine traumer i en hverdag, der på mange måder stadig er “katastroferamt” og benhård og maksimalt stressende pga. ens særlige barns livsomstændigheder og vilkår – selvom den også er vidunderlig og fantastisk og man ikke ville bytte den lære og kærlighed man har fået for noget?

Jeg tror jeg har fundet svaret med Det første år.

Det gør man lidt ad gangen. Ved at læse ord og tomrum – og ved at mærke hvad de gør ved én – og blive med det lidt, før man lader det skylle igennem systemet. Ved at rense ud og hele lidt ad gangen – som en samling af små dybe digte – der på en gang flår én i stykker og heler ved at give adgang og afstand på samme tid.

ANGST

Jeg åbner op og giver slip

Lader angsten passere igennem

Jeg byder den velkommen med nysgerrige øjne 

og med bankende hjerte

Jeg fyldes med ubehag

Ved det stopper om lidt

Det er bedre at den slipper fri

end at den for evigt skal leve i mig

Digtene gør det muligt at se på det hele lidt udefra, samtidigt med at man føler det hele igen. De gør det muligt at føle og udstrække omsorg og kærlighed til det ‘selv’, der har stået De første år igennem …

Rytmer, rock og rul
AKROBAT® BLOGGEN

AKROBAT® Bloggen drives, skrives og redigeres af vores udviklingsteam og er dedikeret til at indsamle, bearbejde og formidle forskning, viden og erfaringer, som kan bidrage til at skabe bedre livskvalitet for børn med særlige behov og deres familier.

  • Forskning og forskningsresultater
  • AKROBAT® metoder og principper
  • Oversættelser af internationale blogs
  • Personlige erfaringer
  • Formidling af fagbogsmateriale
  • Gør-det-selv anvisninger
Seneste indlæg
De mest kommenterede indlæg